UNDSKYLD den lange, lange tekst. Har hvad nogen måske vil kalde et luksusproblem angående min kæreste. Min kæreste er meget introvert, lider af en mellemsvær grad af socialfobi og har aldrig fået sig noget specielt udvidet netværk. I de elleve måneder vi har været kærester har han haft samvær med venner én gang - med sin ekskæreste. Men altså ingen drengevenner eller veninder udover hende. Jeg har prøvet at tage ham med til et par komsammener med mine venner, men vi har altid været nødt til at tage tidligt hjem, da min kæreste ikke har kunnet overskue det sociale. Og fred være med det, det tager vi som det kommer. Mit egentlige problem ligger i, at han bruger mindst 50% af sin tid hos sine forældre. Medmindre vi har en aftale, eller han er nødt til at være hjemme grundet at han skal tidligt op næste dag (hans forældre bor mere end en halv time i bil herfra), er han derhjemme hos dem. Han siger, det giver ham tryghed, og jeg burde måske være glad for, at han har sådan et personligt helle. Jeg er dog alligevel bekymret. Det skal lige siges, at min kæreste er 27. Når han er hos sine forældre bruger han ifølge ham selv hele dagen på at spille computer med sin lillebror på 15 eller også ser han serier eller lignende - og det bekymrer mig, at han i sin alder er så afhængig af sin familie. Det glæder mig, at de har et stærkt familiesammenhold, og jeg ved, at hans familie også er glad for mig, ligesom jeg er for dem. Jeg ville ønske for ham, at vi sammen kunne arbejde på at håndtere hans socialfobi og udvide hans netværk, men han er ikke interesseret i at være sammen med andre end mig og sin familie. Han siger, at han ikke kan holde ud at være alene heller, da der kommer for mange tanker, han ikke kan håndtere, og at han derfor er nødt til at tage derhjem, hvis han ikke har andre at se - andre = mig. Han kan ikke tage på besøg hos dem en enkelt dag, men bliver altid mindst to nætter og gerne meget mere, hvis han har tiden. Derfor har jeg efterhånden trukket mig lidt fra det at besøge hans familie sammen med ham, for det ender altid med, at jeg bliver sat alene på toget hjem om aftenen, mens han lige "bliver et par dage til". Det synes jeg er sårende. Dermed ikke sagt, at jeg bliver tvunget til at tage hjem, men jeg har i modsætning til ham ikke den store trang til impulsive 3-4 dages miniferier hos hans forældre, da jeg har en kat der skal fodres og mine egne planer at se til. Når jeg taler med min kæreste om dette bliver han rasende. Intet mindre. Familien er og bliver et ømtåleligt emne. Jeg får at vide, at jeg skal blande mig uden om, hvad han laver, og at jeg ikke bestemmer over ham. Og det har manden jo fuldstændig ret i. Jeg har dog svært ved at tackle, at min kæreste på 27 insisterer på at bruge al sin fritid på at sidde hos sin mor og far og lillebror. Jeg synes, det er uhensigtsmæssigt og en social sovepude - og kæreste har fortalt mig, at det altid har været sådan, siden han flyttede hjemmefra. Jeg ville ønske for ham, at vi kunne være mere sociale sammen og udvikle os. Det piner mig, at jeg er med ham hjemme hos hans familie flere gange om måneden, mens han kun modvilligt har besøgt mine forældre med mig fire gange. Min familie forstår heller ikke, hvorfor han aldrig har tid til at komme. Det går mig ikke på, hvad folk tænker om mig, men det gør mig ked af det, at de føler, han ikke gider være en del af vores fællesskab, når de ved hvor ofte jeg besøger hans familie. Jeg ved jo, at han er dejlig, men det får de aldrig lov til at opdage. Derudover går det også ud over vores forhold, at han aldrig er hjemme, men at jeg altid skal planlægge ting med ham i god tid - for han kan ikke bare komme forbi, når han er så langt væk, selvom han jo reelt har adresse ti minutters gang fra mig. Burde jeg bare blande mig helt udenom min kærestes fritid? Det skal siges, at kæreste går i gruppeterapi og behandler sin angst. Men jeg føler på et plan, at han faktisk er meget godt tilfreds med den måde tingene kører på, så længe han ikke bliver konfronteret med at skulle begå sig i fremmede selskaber - og på denne her måde slipper han fuldstændig for at se andre end mig, sin familie og de mennesker, vi går i skole med (vi studerer på samme institution). Og hvordan kan jeg eventuelt nærme ham og få ham til at forstå, at jeg ikke vil anklage ham for noget, men tværtimod er bekymret? Bekymret for ham og os - men også for mig selv, der også har behov for at have en voksen kæreste med sit eget liv, som jeg kan være en større og mere naturlig del af.
ef ergdfgdsfg
34rfdfefergerg
efdewgerigfyi32gherigvberhgeryigfbeyifgbdygfbdsf
fouhehyfgreyifgerfge34ty74f68erty63tyuiygfi34fyi2wfgewrityiewgforygf86etfiesgfdsyi
iu3hyryewgfuiogvyudgfudoshfuisdhfidsgfigewiufgdsukfgdsfgds
kfeiewtrhyigtfi3gfi83fhi82hfi32hi
uig3fygewifgsdfgewiygfeyigedgfuydfdfgdfgdsjfbdsjfgdsyugfdsuf
foheruigfherghdruigheruighfughdsfuigughudfghuk
irewiyfgeryigfsdiyfhdsuifhdshufdsuifhdsfhdsfuhdsui